Håb og lys i Corona-krisen

Foto: Herdis Petersen.


I Danmark har vi de sidste mange år været forskånet for krige og større naturkatastrofer. Økonomisk har vi heller ikke manglet noget. Selvfølgelig har der været mindre bump hen ad vejen.  

I en ellers tryg verden har corona-krisen på det sidste pludselig vendt op og ned på alt.

Danmark gik med et i stå, og alt var ændret. Skolerne måtte lukke, det samme med sports- og kulturinstitutioner, og i kirken kører vi på nødblus.  Hoteller, virksomheder, erhvervsdrivende, store som små er truede; det samme gælder de finansielle markeder. Tingene hænger sammen.  Fyringsrunder har været i gang, og vi aner ikke, hvad der venter. Går det skidt for den ene, så sætter det ringe i vandet, og det går skidt for os alle sammen.

Vi frygter de økonomiske konsekvenser, som krisen bringer med sig. Det er sagt, at vi skal tilbage til trediverne, hvis vi overhovedet skal sammenligne situationen med noget, vi kender.  

I sig selv er det rystende, men for mange er det ikke kun økonomisk utryghed, der definerer os under corona-krisens rasen. Selv om vi i de senere år har oplevet kriser, for eksempel finanskrisen, så har vi i vores generation aldrig nogensinde direkte oplevet, at vores liv har været på spil.

Med corona- krisen er meget helt anderledes. Vi er oppe mod en ukendt fjende, som hverken politikere eller de klogeste og mest veluddannede indenfor sundhedsvæsenet har kunne stoppe. For at sige det lige ud, så handler corona-krisen om, at kan vi dø af sygdommen. Det er nyt, når hele menneskeheden med et kan blive skræmt på livet. Det værste er, at vi ikke ved, hvornår og hvor længe, det skal vare. Vi er oppe mod en fjende, der pludselig kan slå tilbage.  

Des mere forvænte vi har været, des værre bliver det, når virkeligheden går op for os, og vi opdager, at livet ikke er nogen selvfølge. Døden kan ramme en af vore nærmeste eller os selv hurtigere, end vi aner. Bliver det under pinsler, eller hvad mon der sker? Det er ikke til at rumme.

Midt i en kaotisk verden giver kristendommen os et holdepunkt. Kristendom handler om, at Jesus ikke holdt sig tilbage fra at gå ind i en verden, der både kan være uoverskuelig og farefuld. Han kom til os, og han har været over det hele. Han bevægede sig helt ud til det yderste. Men Gud var der hele tiden. Som Gud ikke slap Jesus, sådan slipper han heller ikke os.

Påskemorgen stod Jesus op af graven. Livet vandt over døden. Sagt med helt andre ord, så minder påskefortællingen os om, at der altid er en vej videre frem.

Corona-krisen kan ses som en barsk påmindelse til os om, at der er værdier, der rækker ud over alt andet. Det er gået op for os, at livet ikke er nogen selvfølge, og at det er værd at glæde sig over.

Vi har lært, at intet kommer af sig selv. Det er ingen selvfølge, at vi kan mødes med vore nærmeste eller med syge og gamle, der er anbragt på institutioner. Det er ingen selvfølge, at vi kan være sammen med dem, som vi holder af. Vi har lært, hvad social omgang betyder, også med dem, som måske ikke står os aller nærmest.

Når der er ting, vi ikke kan, så lærer vi at se værdien i det. Vi har lært, hvad det vil sige at kunne kramme et barnebarn, eller hvem det nu kunne være. Vi har lært, hvad det vil sige at holde af hinanden. Det er pludselig gået op for os, hvad nærhed og kærlighed betyder.

Forhåbentlig driver corona-krisen over, men vi glemmer den aldrig. På den hårde måde har vi lært, at livet ikke er nogen selvfølge.

Vi holder os til håbet om, at mørket ikke varer ved, men at solen på før eller siden atter bryder igennem.

Da vil vi se livet i et nyt lys.  

Søren Legarth