Barnet

Foto: Herdis Petersen.

Enhver, der har stået ved en vugge, har vist tænkt, at nu begynder alting forfra. Nu bliver verden, som den skal være. Tænk, at denne helt almindelige erfaring; at et menneske fødes, kan vække sådan en enestående tanke. Det, der skete den hellige nat, er det at Gud blev en del af verden og lod sig drage ind i denne verden.

Vi tror, at Gud kan identificeres i historien. Han er ikke tilfældig. Han er ikke blot en tanke eller en følelse. Han er Marias søn og Josefs barn og han blev født i et ubetydeligt hjørne af verden.

Efter Jesu fødsel hævder kristendommen at kaos er overvundet og at den tro nu kan fødes i ethvert menneske. Og kristendommen hævder, at ingen er udelukket fra denne begivenhed. Gud har bevæget sig mod mennesker. Ja, Gud bevæger sig mod mennesket. Ikke for at blive ignoreret, men selvfølgelig for at blive lukket ind.

Hvis vi ser tilbage på Jesus’ liv og alle de hændelser, vi husker om ham, så husker vi måske, at han altid brød ind i menneskers mørke og gav dem et indtryk af, at kaos ikke var deres skæbne. Jesus giver hele tiden mennesker en fornemmelse af at være set af og afhængig af Gud.

For Gud er ikke den, der forfølger og forbander, men den, der gør mennesker frie. Gud bryder de fordomme ned, som mennesker rejser om hinanden og sletter den forhistorie, der hele tiden truer med at ville ødelægge livet.

Og vi har troen på Jesus. I ham tror vi, at Gud bliver gjort åbenbar på jorden. Han afslører den guddommelige hensigt med jorden. Ja, han gør det ligefrem klart, at Gud kommer til mennesket som et menneske. Han er nemlig ikke bare tanke eller ånd – han er menneske, født og tilmed også død.

Det er vores tilværelses mysterium, at Gud kommer til os som et menneske og gennem et menneske – og det er vores tilværelses helt store mulighed.

Julen handler om, at kærligheden bliver menneskelig, nærværende, uomgængelig og virkelig. Det handler om, at den kommende og den nuværende verden er en del af den samme virkelighed.

Det handler om, at Jesus med hele sin eksistens og hele sit væsen kan åbne menneskers sjæl og sind og skabe længsel og håb. Ligesom han blev født dengang, sådan kan han blive ved med at fødes og skabe en drøm her i den kaotiske verden.

I den Hellige nat bliver den store Gud lille. Himlens mægtige stjerne er at se i det lille barn. Her får vi givet det, som vismænd leder efter og alt det, som betyder noget. Alt andet er underordnet et spædbarn. Det er, som om hele tilværelsens mening er samlet i et lille spædbarn - på en gang gemt og synligt. Sådan som man kan føle det, når man står med et lille levende barn i favnen.

Glædelig jul!             

Majbritt Breinholt Christensen