TAK


Foto: Herdis Petersen


”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er er et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred…” Prædikerens Bog 3,1 - 8.

Ja alting har sin tid. Jeg har været ansat som sognepræst i Benløse siden januar 1993 og har valgt at tage min afsked fra oktober i år. En tid er passé.

Jeg havde læst stillingsopslaget i Præsteforeningens blad; et yderst attraktivt sogn. Der var mange ansøgere. Min kone og jeg havde dårligt nok turdet håbe på, at jeg skulle få embedet.  

Glade var vi, da det lykkedes, og vi straks tog vore dengang mindreårige børn med herop for at vise stedet frem.
Der kom et lille antiklimaks. Vi kom fra Fuglebjerg, hvor der var en rimelig stor og nyrestaureret kirke. Da graveren i Benløse meget venligt bød den nye familie velkommen og viste kirken frem, kvitterede vores ældste med ordene: ”Den her kirke er da ikke så pæn som den i Fuglebjerg.”

Helt ærligt tænkte vi, at drengen jo havde ret.

Menighedsråd, var opmærksomme på sagen, og kontaktede en tegnestue i Roskilde. Kirken blev målt op, og der kom udkast til nye bænke og knæfald. Alle var engagerede og meget bevidste om, at det at ændre inventar i en kirke, der er 750 år, ikke er det samme som at skifte møblerne ud i dagligstuen derhjemme. Vi arbejdede ihærdigt på sagen, tog på studieture til Jyllinge og Frederiksholm kirker for der at se på bænke. Bænkene skulle være ergonomisk rigtige, af god kvalitet og pæne i en gammel kirke. Resultatet kan man se i kirken i dag.

Efterfølgende fulgte flere ting. Min kollega regnede ud, at døbefonten kunne flyttes ud i kirken for således at give ekstra pladser til sognets mange dåbsfamilier. Det viste sig at være mere kompliceret, end man anede. Til sidst efter meget møje og besvær lykkedes projektet.

Krucifikset over våbenhuset blev sendt på Nationalmuseet og malet op for at blive placeret på kirkens nordvæg. Prædikestolen fra 1679 havde været afsyret, og det var umuligt at finde de originale farver frem. En dygtig maler fra Sorø klarede opgaven. Vi mente, at der skulle noget blå farve i udsmykningen for at få det til at passe til bænkene, men maleren forklarede os, at man ikke brugte blå farve i barokken. Vi indgik et lille kompromis med maleren, som malede nogle små blå ornamenteringer på prædikestolen. Der blev også anskaffet ny messehagel, lige som der kom ny belysning i kor og våbenhus.

I årene efter arbejdede menighedsråd videre med kirkegården. Det har været en lang proces, og der er blevet afholdt mange møder med kyndig vejledning. Vi har også været på studieture til andre kirkegårde for at få gode ideer. Vi er stolte af resultaterne.

At være præst er et afvekslende arbejde. Det er fantastisk at have sin hobby som levebrød. Det har været et privilegium at holde gudstjenester og finde salmer og melodier, at møde mennesker og følge kirkeåret fra advent og året ud. Tænke sig at kunne dele sine grundværdier med andre; troen på at Gud har sendt sin søn Kristus til verden, troen på at Gud bærer over med os mennesker. I sidste ende er der jo ingen, der ved egen kraft selv kan få tilværelsen til at nå sammen.

Først og fremmest handler præstearbejdet om at være nærværende. Præsten behøver ikke at redegøre for de værdier, som han repræsenterer. Det skulle gerne være en selvfølge.

Heldigvis er der kommet en ny og helt anderledes positiv holdning til både kirke og kristendom end tidligere. I min barndom og ungdom var det nærmest flovt at have en far, som var præst. Da jeg i 1982 ovenpå studenteroprøret begyndte mit arbejde som præst, var der stadig en noget negativt ladet holdning til kirken.

Som årene er gået, har det fuldkomment ændret sig. I mit 40 år lange arbejdsliv har jeg med stor fornøjelse deltaget i utallige inspirerende og givende samtaler med dåbsforældre, konfirmander, brudepar og pårørende ved begravelser og i alle mulige andre sammenhænge. Særligt spændende har det været, når konfirmanderne har stillet udsøgte spørgsmål, som de færreste har tænkt over, og som selv den dygtigste teolog ikke ville kunne besvare. Jeg vil komme til at savne disse samtaler. Dialogen har givet mange ting til eftertanke. Kristendommen skal netop være levende og tvinge os til at tænke. Her er der ikke noget, der hedder facitlister.

I en tid under forandring, er det vigtigt, at kirken følger med, men samtidig står fast på sine værdier. Den må give klare udmeldinger, uden at den begynder at indrette sig efter det politisk populære. Det holder alligevel ikke i længden.

Minderne fra de 28 år i Benløse er utallige. Det har været et stort privilegium at kunne deltage i alle mulige arrangementer. Det hele kan ikke nævnes. Sommerfesterne i præstegården står for min familie og mig som noget helt særligt. Vi havde foredrag, spiste, sang og hyggede os. Mange havde opgaver. Nogle stillede telte op, andre grillede bøffer, krævede penge op, en anden skar for, en pillede kartofler, en lavede salat, en solgte drikkevarer, og andre vaskede op osv. osv.

I mange år holdt vi kirkerejser med opfølgende sogneaftner. Det var inspirerende at blive rystet sammen og dele spændende oplevelser, lige fra turene til Sct. Petersborg, Prag, Israel og Tysklandsturene. Senere opstod kirkens rejsehøjskole, hvor vi også har været vidt omkring; endelig dagsturene og fyraftensturene og mange andre aktiviteter.

Jeg kan ikke begynde at nævne navne; men tak til alle jer, jer der i hver jeres sammenhæng og arbejde har været med til at gøre de mange arbejdsår i Benløse til det, de blev.

Tak til jer alle for jeres engagement, hvad enten det har drejet sig om livet omkring kirken, gudstjenesterne i kirken og på Vesterled, kirkelige handlinger, konfirmandforløb, mødet med familier, snak på gaden, besøg i kirken eller i præstegården.

TAK

Søren Legarth